Moralen om midsommermorgenen: Problemet er ikke øl, men individer, for hvem der ikke findes regler

Da en spritbilist med et barn i bilen for nylig kørte ind i en offentlig bus i Jēkabpils, mens han flygtede fra politiet, var der stor forargelse i lokalsamfundet. Og med rette. For denne historie havde alt – alkohol, flugt fra politiet, kørsel uden kørekort, uden syn og teknisk inspektion, og et barn i kabinen. Med andre ord var manden klar til at risikere ikke kun sit eget liv og andre trafikanters liv, men også sit eget barns liv.

Recidivister er ikke tilfældige lovovertrædere

Efter sådanne nyheder får man indtryk af, at vejene i Letland er fulde af den slags personer. Åbn en nyhedsportal – en spritbilist med en alkoholpromille på 3 promille rammer en sporvogn. Næste dag – en person uden kørekort rammer en fodgænger. Et par dage senere – flygter fra politiet. Man får indtryk af, at en "normal bilist" i Letland er en sjælden foreteelse.

Dataene viser dog noget andet. Ifølge statistikker, der er tilgængelige for det lettiske motorkøretøjsforsikringsbureau, er andelen af ​​køretøjer, der kører uden et gyldigt kørekort (MTPL), mindre end én procent. Derudover viser adskillige undersøgelser, vi har udført indtil videre, at cirka en fjerdedel af dem, der deltager i trafikken uden et gyldigt kørekort (MTPL), samtidig er uden kørekort, teknisk inspektion eller kører under påvirkning af alkohol. Hvis vi tager højde for, at der den 1. juli 2025 var 890.373 gyldige kørekort i Letland, kan det beregnes, at mere end 881469 eller 99 % af bilisterne overholder, hvad loven kræver af dem. Der er dog en lille gruppe mennesker, der udgør en uforholdsmæssigt høj trussel for andre. Selv hvis vi antager, at denne gruppe er 1 %, taler vi om mindre end 9000 bilister her. Dette er det klassiske "skefuld tjære i en tønde honning"-problem. Kun i dette tilfælde er skeen meget lille, men tjæren er særligt ildelugtende.

Og selvom nogen mener, at det drejer sig om et par gentagne overtrædelser eller et par uheldige overtrædelser, er det værd at huske på de nyligt offentliggjorte data fra statspolitiet. I år blev der identificeret en bilist, der havde begået 436 trafikforseelser sidste år. Det er mere end én overtrædelse om dagen! Dette eksempel viser meget tydeligt, at en stor del af den "sorte" trafiksikkerhedsstatistik ikke består af hundredtusindvis af forskellige bilister, der har begået en fejl én gang. Den består af en relativt lille gruppe mennesker, der kommer i systemets søgelys igen og igen. Derfor har der længe været et klipsystem i Letland – staten har erkendt, at den største risiko i trafikken ikke er én uheldig overtrædelse, men et adfærdsmønster, der gentager sig.

Hvorfor kan ikke alle recidivister få tildelt deres egen politibetjent?

Så opstår et tilsyneladende logisk spørgsmål. Hvis der kun er et par tusinde af disse problematiske personer, hvorfor så ikke tildele hver af dem sin egen politibetjent? Svaret er simpelt. For det er ikke én politibetjent pr. person. 24-timers overvågning kræver vagter, ferier, transport og dokumentation. Som følge heraf ville kontinuerlig overvågning af et par tusinde mennesker kræve et helt system med flere tusinde ansatte. Desuden ville dette ikke løse hovedproblemet. Disse personer er ikke tilfældige lovovertrædere. De er ofte professionelle specialister i "omgåelse af systemet". For flere år siden LTAB, der analyserede ulykker forårsaget af uforsikrede køretøjer og statistikker over fartkameraer, kom til en interessant konklusion – nogle overtrædere ved udmærket godt, hvor fartkameraerne er placeret, og hvor razziaerne finder sted. Det vil sige, at de ikke begår fejl, men planlægger bevidst deres kriminelle aktiviteter.

Derfor virker de straffende instrumenter, der er blevet brugt i årevis, ikke altid. Tag kørekortet væk - personen fortsætter med at køre. Giv en bøde - de betaler ikke. Tag bilen væk - de finder en anden. I nogle tilfælde forsvinder en person simpelthen fra den juridiske økonomiske cirkel og lever efter sine egne regler.

Folk forandrer sig, når konsekvenserne er umiddelbare.

En løsning til at forhindre dette kunne være et specialiseret prøvetidsprogram for gentagne lovovertrædere. Ikke endnu en dom og retssag, men en periode med tilsyn på flere måneder (eller endda år), hvor politiet, prøvetiden, psykologen, narkologen og de sociale myndigheder arbejder sammen. I praksis ville dette betyde regelmæssige alkoholtests, stikprøvekontroller, afhængighedsvurdering, et adfærdskorrektionsprogram, et formelt ansættelseskrav, en bødeordning og arbejde med familien.

Det vigtigste princip er enkelt – ikke at der vil være en retssag om seks måneder, men at hvis man ikke møder op til en test i dag, vil der være konsekvenser i morgen. Til gengæld får en person, der overholder de pålagte restriktioner, mulighed for gradvist at vende tilbage til et normalt liv. En sådan tilgang er ikke en teori. I den amerikanske stat South Dakota findes der et program kaldet "24/7 Sobriety", hvor personer med alkoholovertrædelser regelmæssigt skal tage alkoholtest eller være under konstant opsyn. Undersøgelser viser et fald i gentagne overtrædelser. Lignende resultater er også opnået i specialiserede domstole, der arbejder med bilister, der gentagne gange er blevet taget i at køre bil under påvirkning af alkohol. I nogle undersøgelser er recidiv i disse programmer faldet med så meget som 50%. Der er allerede de første kim til en sådan tilgang i Letland. Adfærdskorrigerende programmer bliver stadig mere populære, men det er tydeligt, at et par forelæsninger alene ikke er nok. Opfølgende overvågning er også nødvendig.

Der er dog en anden ubelejlig sandhed. Familien ved normalt, at en person kører uden kørekort. Naboerne ved det. Venner ved det. Nogle gange ved hele sognet det. Derfor er det ikke kun en politiopgave at reducere recidivisme. Og det er ikke en historie om offentlig udskamning. Tværtimod styrker ydmygelse ofte kun "mig mod systemet"-tankegangen. Jo mere samfundet udstøder en person, jo lettere er det for ham at finde undskyldninger for at fortsætte med at leve uden for reglerne. Målet bør være et andet. At skabe en social beskyttende barriere omkring en person, hvor familie, arbejdsgiver og samfund holder op med at være tavse medskyldige og bliver en del af sikkerhedssystemet.

Samtidig er der også behov for positive incitamenter. Hvis en person ikke er blevet taget i at overtræde loven i et år, har gennemført behandling eller et adfærdskorrigeringsprogram, arbejder lovligt og betaler bøder, bør de gradvist reducere restriktionerne. Hvis de overtræder den igen, bør de vende tilbage til et strengere regime. Problemet på de lettiske veje er trods alt ikke 890 tusind bilister. Problemet er et par tusinde mennesker, der i årevis har levet i den tro, at reglerne kun gælder for alle andre. Så længe vi fortsætter med kun at kæmpe med konsekvenserne, ikke årsagerne, vil vi fra tid til anden læse nyheder om endnu en spritbilist, der stikker af fra politiet uden kørekort, uden et kørekort og uden sund fornuft. Nogle gange alene. Nogle gange med et barn i bilen.